1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
11
12
13
14
15
16
17
18
19
20
21
22
23
24
25
26
27
28
29
30
31
32
33
34
35
36
37
38
39
40
41
42
43
44
45
46
47
48
49
50
51
52
53
54
55
56
57
58
59
60
|
I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres
Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som
sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde
nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa
gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den
gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske
Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at
erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter
at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.
Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de
mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i
Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var
sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem
Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke,
noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige
Gang.
Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han
benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et
russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand
for at byde sin Gæst velkommen.
„Her er et Brev til dig!“ sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.
„Naa, endelig!“ udbrød han.
Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt
Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor
af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men
dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele
hans kraftige, velformede Skikkelse.
Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke
Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark
Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en
uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.
Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til
ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.
„Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!“ sagde den unge Mand. „Du
skygger for Lyset med dine Krøller!“
Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste
Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af
Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en
Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.
Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt
Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi
af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,
indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget
klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.
Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var
dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det
Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene
satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte
hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.
|
